Jakob Rantzau, 2019
Uddrag fra synstolkning af Kristian Thane Pfeil Rasmussen, (cand. mag. i kultur og kulturformidling)
lyrics
"På værket ser vi en kvinde… Hun er på vej den der vej til venstre. Hun er gået igennem marken, man kan se, hun har trådt kornet ned… Under armen har hun nogle store tykke bøger. Hun er på vej ud af billedet til venstre, hvor det hele går lidt i opløsning… en slags mørke, eller skygge, dominerer hele højre side af billedet… detaljerne forsvinder…
Men i bunden der er der de her valmuer, der er faktisk ret mange. De kommer herude fra marken og binder mørket sammen med marken. Kvinden på billedet ser lidt trist ud, men dog fattet.
Og hvad er det så for en viden, der har dræbt ham?
Altså hun har jo nogle rimeligt store, tykke bøger under armen, men jeg tror ikke, det er sådan noget Inspector Barnaby-agtigt noget, hvor hun har knust hans kranie med de der bøger der. Ej, jeg tror mere, at vi skal forstå det i en bredere kontekst. Mere symbolsk. Og det tror jeg fordi, Jacob Rantzau i sin kunst beskæftiger sig med den måde vi som moderne mennesker er til i verden på. Han er meget interesseret i de valg, vi gør. Den måde vi navigerer i vores eksistens…
Han er meget optaget af, at vores hoved er ét sted og vores krop et andet. Han har for eksempel problematiseret sådan noget med, hvor meget vi er på nettet… Han har også taget nogle mere samfundsmæssige problemstillinger op. For eksempel omkring klimakrisen, som jo er en problemstilling for os moderne mennesker. Vi ved godt, at vi skal gøre noget mere ved det der klima, men vi gør ikke noget rigtig drastisk. Ja, jeg køber måske noget økologi en gang imellem, og så tager vi lige en chartertur til Thailand og skyller hele vores egen indsats ud i lokummet.
Jeg tror det her værk, det er et billede på en person, som har taget et valg. Kvinden her har taget et valg. Hun er faktisk på vej væk, og hun har viden under armen, men derude ligger ham som den viden – mængde af viden – har slået ihjel. Han ligger ude i en gul, smuk mark, og selvom marken er meget smuk, så er der jo sådan cirka lige så meget natur i den, som der er i et drivhus. Altså, det er det kultiverede landskab, en produktionsmaskine, hvor mennesket bruger alle sine kræfter på at sørge for, at den er gul og helt lige og stringent. Det er et sted, hvor der ikke er plads til valmuen. Valmuen er jo ukrudt i denne optik, den skal væk – ud i mørket.…
Marken er nok en form for symbol. Det kan jo være, han er blevet lidt for god til alt det med at gøre den her mark gul og ren og lige. Han er jo heller ikke helten på det her billede. Det er hun!... Hun er jo på vej ud af billedet. Hun har viden under armen, hun ved godt, hvad hun har lært, men hun vælger nu den der vej ud i det der skyggeland. Det er sådan et sted, hvor blomsterne vokser vildt, og hvor mennesket ligesom accepterer, at vi ikke kan vide alting, ikke kan styre alting, ikke kan kontrollere alting. Et sted hvor uvisheden bare er i orden, og man ligesom bare er til… Det kan være, at hende her kvinden, hun er godt på vej.
Lyder det dramatisk? Det kan være, jeg overfortolker lidt… men jeg har en god grund til at mene alle de her ting… for måske er det bare en parafrase eller måske en version 2,0 af et andet kendt oliemaleri. Det kan være, det er det værk, der hedder ”I høst” af L. A. Ring… Der er i hvert fald en ret stor, flot gul mark på, men det er nu faktisk et andet værk, jeg tænker, at Rantzau sender en lille hilsen til… et værk af en af L.A. Rings gode venner, nemlig H.A. Brendekilde og hans værk fra 1889… Meget dramatisk værk. ”Udslidt” hedder det… Det har nogle af de samme elementer. Der ligger en mand, der er død på en mark, og der er en levende kvinde… hun sidder faktisk og råber ud ad billedet… I ”Udslidt” er det det hårde arbejde, det hårde slid, der har slidt ham ned… det kan være, at hvis Rantzau skulle give det en titel, så havde det heddet noget med ”The manual labour and the hardship of life killed him”… Måske er ”The day knowledge killed him” en slags ”Udslidt” anno 2021, hvor det er ”knowledge”, den akkumulerede viden, der brænder os ud… Der er jo faktisk flere i dag, der bliver udbrændte end udslidte. Stress er blevet en folkesygdom. Vi bliver ikke slidt ned, vi bliver udbrændt. Så måske kunne det have heddet ”Udbrændt”?"
Gerard Masters captures the looseness, magic, and swing of jazz in this second installment of the Composition Series. Bandcamp New & Notable Mar 5, 2020