We've updated our Terms of Use. You can review the changes here.

U​·​Synlig

by Richard Andersson

supported by
Richard Andersson
Richard Andersson thumbnail
Richard Andersson The very first solo album by me, but hopefully not the last one. It has been a two year long process of collecting audio descriptions of art work and transforming it into music, so I am so happy that it is finally here! Hope you will enjoy it!
/
  • Streaming + Download

    Includes unlimited streaming via the free Bandcamp app, plus high-quality download in MP3, FLAC and more.

      75 DKK  or more

     

  • Record/Vinyl + Digital Album

    Vinyl edition of U·synlig with a beautiful black and silver booklet showcasing extracts from the pieces of art and the descriptions of these.

    Includes unlimited streaming of U·Synlig via the free Bandcamp app, plus high-quality download in MP3, FLAC and more.
    ships out within 7 days
    edition of 300 

      400 DKK or more 

     

  • Full Digital Discography

    Get all 12 Richard Andersson releases available on Bandcamp and save 40%.

    Includes unlimited streaming via the free Bandcamp app, plus high-quality downloads of Inviting, U·Synlig, Pocket Music, What's New?, A Ghost Of A Chance, The six of us, NOR, Itu, and 4 more. , and , .

      540 DKK or more (40% OFF)

     

1.
"Lad mig begynde med det, som fylder øverst i maleriet. Her er solen i gang med at lyse tre fyldige runde trækroner op… Det må være lige midt på dagen… Bladene sitrer i lysegrønne og næsten helt sarte lysegule farver, som om bladene lige er sprunget ud. Bag træernes kroner og slanke stammer midt i billedet og ud til højre side aner man en massiv og stor rød murstensbygning med flere slanke sprossevinduer. Det er Enghave skole. Der, i venstre side, står en flok piger. De er 6 piger. 4 af dem står overfor hinanden. En af pigerne står med ryggen til os, og den sidste står med fronten til de fire piger. Hun har hænderne omme på ryggen, og det ser ud som om, hun læner sig op ad endnu et træ, der anes bag hende. Går man hen til maleriets midterste del i venstre side, står der to halvstore piger med en fletning, der hænger ned i nakken. De er nok i 10-/12-årsalderen. Den første, man ser, er en pige i en knælang grå underkjole med en blålig forklædekjole over. Hun peger aktivt med sin venstre arm imod en gruppe af piger, der med armene om hinanden danner en lang kæde med hinanden i hænderne… Kæden består af ni piger, der snor sig i en S-form fra midten af billedet og helt ud i højre side af maleriet. De to forreste piger i højre side ser på yderligere to piger, der løber foran dem. Den forreste pige i pigekæden har sin venstre arm rakt ud imod disse to piger og har en aktivt gribende hånd rettet ud imod dem. De to piger ser meget opmærksomt på hende. Det er som om, de er på vej til at løbe hurtigt forbi hende for ikke at blive fanget… Legen er i fuld gang. Det må være frikvarter. Ansigterne er animerede. Pigerne har røde kinder. Deres øjne er klemt lidt sammen i den skarpe sol, der brænder over dem. Pigen i midten af kæden er den mest lyshårede pige af dem alle. Hun smiler og har strakt armene ud til siderne. Hendes forreste ben, det højre ben, virker som om, det lige er landet på jorden. Det venstre ben er løftet højt bagud. Man fornemmer, at hun nyder at være lige der. Lige midt i legen. Hendes skygge er den tydeligste af de tre foran dem og lige så fuld af energi, som hun selv virker til at være. Hendes underkjole har lange hvide ærmer, og hendes sart lyseblå overkjole sitrer af en lysere hvirvlende lettere changerende hvidtonet farve med kraftige penselstrøg. Gruset på pladsen er i en lys sandfarve med endnu lysere dynamiske streger henover i forskellige retninger, som kunne ligne fartstriber. Her sker der noget. Her er der fuld fart på. Lige først ser man legen og glæden i billedet, men når man ser lidt længere på det, begynder andre historier at dukke op. Foregår der andet, end vi lige ved første øjekast fornemmer? Den fjerde pige i midten af den lange pigekæde – ser hun over på de to forreste piger, der er ved at blive fanget? Hendes blik er alvorligt, og hendes hænder er ikke så aktive som hænderne på den lyshårede pige i midten foran hende. Det er som om, hun holder lidt igen i kroppen. Når man opfanger hendes måske foruroligede blik, vender man blikket tilbage på den ene af pigerne forrest til venstre, som er ved at blive fanget. Er der frygt i denne unge piges blik? Hendes hage er trukket lidt ind mod brystet. Er det noget, som ikke kun handler om legen? Pludselig virker hun og den pige, hun er sammen med, mindre og måske yngre end de andre piger i kæden lige foran dem. De to piger går også imod den energiske kæde af piger, i den modsatte retning af den største bevægelse i billedet. Ja, det virker nærmest som om, de skynder sig væk fra den store gruppe. Grunden til, at jeg har valgt dette maleri, er de minder, som blev vækket i mig, da jeg så det. Minder fra dengang jeg selv legede i Enghaveparken som barn. Jeg voksede op i Hedebygade et par gader derfra. Her på de store pladser tilbage i 1970’erne løb, legede, sang og dansede jeg lige så energisk som pigerne på dette billede ved århundredeskiftet. Pludselig stod lyden af gruset som hvinede, når man stoppede brat op, tydelig frem for mit indre øre. Jeg huskede støvet i næsen, som fik mig til at nyse lige umiddelbart efter. Ordene og sanglegene som jeg ikke kendte eller kunne nå at lære, før pigerne, der sang sangene, var væk igen. Fangelegene gik nogle gange hårdt for sig, og det at møde gruset med bare skinneben og knæ endte ikke altid i en smertefri oplevelse. Man rejste sig dog hurtigt igen… Stenbroens junglelove blev lært… Jeg flyttede fra Vesterbro til den lille fiskerby Tårbæk nord for København, da jeg var 6 år gammel. Nye omgivelser introducerede mig for andre børn og nye måder at være sammen på. Verden omkring mig var en anden, men legen og dens evigt foranderlige regler, ja, de fascinerer mig stadig den dag i dag."
2.
"Vi er i Dinnes hjørne… det er en installation. Vi ser en stol med en poncho over, som er strikket. Og over stolen, der hænger der et sæt øreringe. De svæver frit ud i luften… det er Dinnes øreringe. Og bag ved det… der hænger der et portræt af Dinne, som hun så ud. Hun griner… Og foran det er der en skammel, og der ligger en hundesnor. Og foran igen en lille vase med nogle blomster. Og foran DEN igen et lille låg til en krukke… så det er det her, der er Dinnes hjørne. Og på den anden væg der hænger to andre broderier. Der hænger en sangbog, og så hænger der et andet broderi, hvor der står: Denne dag kommer ej igen."
3.
"Der er tale om hundrede udklippede blade. Papirklip i sort papir som nu hænger på en væg… spredt udover som en efterårsstorm. Maja har samlet blade fra efterårsskoven og projekteret dem op med lys… altså lagt et blad og så projekteret det op på væggen, hvor der sad et stykke sort karton… og så har hun klippet… det er simpelthen bladskygger, som er klippet ud. Et for et. Meget, meget fint. Det er meget sirligt og detaljeret. Det er et prægnant værk i al sin lethed. Det er fnuglet. Man har på fornemmelsen, at der kunne komme en vind og så blæse dem op igen. Og alle blade er forskellige – det giver en poetisk følelse – man ser det smukke i en skygge… Skygger er forgængelige. Altså, bladene hænger ligesom om, de er skygger selv, men skyggerne danner også selv nye skygger, og skyggen er ikke det samme som bladet selv…"
4.
"Nu sidder jeg her med maleriet og er klar til at optage… Maleriet er kvadratisk… Det er et barndomslandskab… Det bliver for det meste kaldt bamsemaleriet, fordi der er en bamse, eller et smilende tøjdyr, i den ene side af maleriet. I hvert hjørne er der en figur, som er på vej ind eller ud ad en port med en trappe eller en gang. Inde i midten af maleriet er der en konstruktion af, ja jeg vil nærmest sige brædder, som ser ud som om, et barn har stablet nogle brædder ovenpå hinanden for at lave et slot. Og det er også det, der ligesom er barndomserindringen. Min måde at male på er meget intuitiv, og derfor udvikler maleriet sig mange gange helt på sin egen fine måde, imens jeg laver det… Jeg har en dialog med mig selv, som stille og roligt udvikler sig, imens maleriet bliver til. Den dialog kan jeg naturligvis ikke huske, men jeg har lavet et lille stykke prosa omkring, hvordan mine tanker har bevæget sig rundt i landskabet. Barndommen er et rum i min erindring En have med et hegn rundt om En sikker fæstning mod daglig forvirring fra voksenlivet Voksenlivets frygt og forstillelse, fordømmelse og forglemmelse I min have lever fantasi sammen med blomster og græs huse og fugle katte og hunde og raketter på vej imod det uendelige Fabulerende nisser gæster fra fjerne egne Med nyheder om virkelighedens sikre deroute Med glans til dans Og mæsk til musik Hegnet er bemandet med helligt krudt Besværget af de ældre Den sikreste skanse Til forsvar for de udvalgte fortabte De evige drømmere Vi løber i gange med sparsomt lys Vi elsker det fælles uendelige oplevede paradis Du er der, og jeg er her Og sammen finder vi på mere Så enkelt er det Som et enkelt elektron skudt afsted Og når det bliver målt Bliver det til noget nyt – noget større Bevægelse fra partikel til sky For derefter at ramme alle punkter I et my sekund Hvor alt står stille og bevæger sig samtidig Min barndoms have Er mit voksenlivs sanctuary Et helligt sted Og glem ikke, alle må være med. Sådan lyder teksten til historien til maleriet Brudstykker af En Lykkelig Barndom… Held og lykke, Richard. Hej"
5.
"På billedet ser vi en form for båd, og i båden sidder 15 mennesker. 15 personer. Det må siges at være en rimelig fyldt båd, en ret overfyldt båd… Men båden ligger oppe på land. Den er ikke gået på grund, men den ligger oppe på land og kommer ikke rigtig nogen vegne… og de mennesker, som sidder oppe i båden, virker ikke til at være klar over, at den nok ikke kommer nogen vegne. Menneskene har ikke rigtig kontakt til hinanden. Én sidder og kigger drømmende ud i intetheden. En sidder og keder sig lidt. Én skriger, som om han vil ud af båden – men der er nogle, som holder ham tilbage. En vifter med noget, som jeg er ret sikker på er en avis af en art. De sidder i denne her redningsbåd, de har redningsvestene på. De ligner ikke de flygtninge, vi normalt ser i medierne… de flygter fra virkeligheden. Reality Refugees – altså virkelighedsflygtninge. Rantzau er en kunstner, som interesserer sig ret meget for, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør. Han er vel en form for eksistentiel kunstner. Han er meget optaget af de valg, vi gør, og den måde vi er til stede i verden på. Et begreb han har kastet sig over, er det begreb, der hedder FoMo – Fear Of Missing Out… Hvorfor er vi så meget på sociale medier? Hvorfor har vi det her store behov for at blive ved med at sidde og tjekke sociale medier for at tjekke, hvad andre laver? Det er the fear of missing out – frygten for at gå glip af et eller andet – som gør, at vi faktisk går glip af noget, nemlig det der foregår omkring os… Måske skulle vi bare tage en pause fra vores stressede liv, eller de der sociale medier, og alt det der måske ikke er… der hvor vi egentlig er! Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor gør vi som vi gør? Hvorfor flygter vi fra vores virkelighed? Hvorfor er vi ikke mere til stede?"
6.
"På værket ser vi en kvinde… Hun er på vej den der vej til venstre. Hun er gået igennem marken, man kan se, hun har trådt kornet ned… Under armen har hun nogle store tykke bøger. Hun er på vej ud af billedet til venstre, hvor det hele går lidt i opløsning… en slags mørke, eller skygge, dominerer hele højre side af billedet… detaljerne forsvinder… Men i bunden der er der de her valmuer, der er faktisk ret mange. De kommer herude fra marken og binder mørket sammen med marken. Kvinden på billedet ser lidt trist ud, men dog fattet. Og hvad er det så for en viden, der har dræbt ham? Altså hun har jo nogle rimeligt store, tykke bøger under armen, men jeg tror ikke, det er sådan noget Inspector Barnaby-agtigt noget, hvor hun har knust hans kranie med de der bøger der. Ej, jeg tror mere, at vi skal forstå det i en bredere kontekst. Mere symbolsk. Og det tror jeg fordi, Jacob Rantzau i sin kunst beskæftiger sig med den måde vi som moderne mennesker er til i verden på. Han er meget interesseret i de valg, vi gør. Den måde vi navigerer i vores eksistens… Han er meget optaget af, at vores hoved er ét sted og vores krop et andet. Han har for eksempel problematiseret sådan noget med, hvor meget vi er på nettet… Han har også taget nogle mere samfundsmæssige problemstillinger op. For eksempel omkring klimakrisen, som jo er en problemstilling for os moderne mennesker. Vi ved godt, at vi skal gøre noget mere ved det der klima, men vi gør ikke noget rigtig drastisk. Ja, jeg køber måske noget økologi en gang imellem, og så tager vi lige en chartertur til Thailand og skyller hele vores egen indsats ud i lokummet. Jeg tror det her værk, det er et billede på en person, som har taget et valg. Kvinden her har taget et valg. Hun er faktisk på vej væk, og hun har viden under armen, men derude ligger ham som den viden – mængde af viden – har slået ihjel. Han ligger ude i en gul, smuk mark, og selvom marken er meget smuk, så er der jo sådan cirka lige så meget natur i den, som der er i et drivhus. Altså, det er det kultiverede landskab, en produktionsmaskine, hvor mennesket bruger alle sine kræfter på at sørge for, at den er gul og helt lige og stringent. Det er et sted, hvor der ikke er plads til valmuen. Valmuen er jo ukrudt i denne optik, den skal væk – ud i mørket.… Marken er nok en form for symbol. Det kan jo være, han er blevet lidt for god til alt det med at gøre den her mark gul og ren og lige. Han er jo heller ikke helten på det her billede. Det er hun!... Hun er jo på vej ud af billedet. Hun har viden under armen, hun ved godt, hvad hun har lært, men hun vælger nu den der vej ud i det der skyggeland. Det er sådan et sted, hvor blomsterne vokser vildt, og hvor mennesket ligesom accepterer, at vi ikke kan vide alting, ikke kan styre alting, ikke kan kontrollere alting. Et sted hvor uvisheden bare er i orden, og man ligesom bare er til… Det kan være, at hende her kvinden, hun er godt på vej. Lyder det dramatisk? Det kan være, jeg overfortolker lidt… men jeg har en god grund til at mene alle de her ting… for måske er det bare en parafrase eller måske en version 2,0 af et andet kendt oliemaleri. Det kan være, det er det værk, der hedder ”I høst” af L. A. Ring… Der er i hvert fald en ret stor, flot gul mark på, men det er nu faktisk et andet værk, jeg tænker, at Rantzau sender en lille hilsen til… et værk af en af L.A. Rings gode venner, nemlig H.A. Brendekilde og hans værk fra 1889… Meget dramatisk værk. ”Udslidt” hedder det… Det har nogle af de samme elementer. Der ligger en mand, der er død på en mark, og der er en levende kvinde… hun sidder faktisk og råber ud ad billedet… I ”Udslidt” er det det hårde arbejde, det hårde slid, der har slidt ham ned… det kan være, at hvis Rantzau skulle give det en titel, så havde det heddet noget med ”The manual labour and the hardship of life killed him”… Måske er ”The day knowledge killed him” en slags ”Udslidt” anno 2021, hvor det er ”knowledge”, den akkumulerede viden, der brænder os ud… Der er jo faktisk flere i dag, der bliver udbrændte end udslidte. Stress er blevet en folkesygdom. Vi bliver ikke slidt ned, vi bliver udbrændt. Så måske kunne det have heddet ”Udbrændt”?"
7.
Dommedag 03:00
"Jeg står udenfor Tuse Kirke og går ind… jeg åbner porten … kommer ind i våbenhuset … og går videre ind i kirken… og det første, der skuer mit øje, er jo de flotte kalkmalerier, som smykker hele kirkens loft. Der er faktisk fire hvælvinger, og de to største er i kirkens skib. Den hvælving, jeg vil koncentrere mig om, det er den her med dommedag. Der er massevis af historier i… man kan simpelthen blive ved med at fortælle og opdage nye ting hver gang… det er jo et tidsbillede fra middelalderen, om hvordan man opfattede livet efter døden, og hvad der skete, hvis man ikke opførte sig ordentligt. Det var det første, der mødte folk, når de kom ind i kirken. De kunne jo hverken læse eller skrive. De kunne måske ikke engang forstå, hvad præsten sagde. Men så kunne de jo så sidde her og kigge på disse her fantastiske billeder og måske blive lidt bange… Jesus sidder på en trone med en kæmpe glorie rundt om sig… han har et stort sværd. Han skal jo finde ud af hvordan og hvorledes med de onde og de gode. Det er jo dommedag det her! Man ser nogle folk, der står op af graven… der er nogle konger, der er nogle bisper, og der er nogle almindelige mennesker… der er engle, der blæser i store trompeter. Og der ser man så… ja det er så djævelen. Man ser et kæmpestort helvedesgab. Et stort uhyre. Et sort uhyre med ild ud af munden. Så ser man nogle djævle komme trækkende med nogen, som er bundet med store reb. Det er nøgne mennesker. Der er både konger og gejstlige. Der er både høj og lav. Og de er onde. De skal smides ned i helvedesgabet. Der kommer også en djævel med en trillebør med en, som skal smides i helvedesgabet… Og der er nogle gejstlige, der bliver tortureret. Den ene ligger på en torturbænk og får revet tarmene ud oppe på en stor rund dims, hvor de bliver hevet ud og drejet rundt. Og på den anden side er der nogle folk, som har spiddet en gejstlig. Han ligger og bliver brændt. Der er flammer… Det er ikke djævle… det er almindelige middelalderfolk, som gør det her mod nogle gejstlige, som åbenbart har gjort nogle rigtig grimme ting… Og der kommer nogle flyvende med noget… det ser meget, meget voldsomt ud! Meget forfærdeligt faktisk!"
8.
"Jeg hedder Jens. Jeg er nabo til Jens Søndergaard-museet i Ferring, og lige nu står jeg uden for museet. Måske man kan høre havets brusen. Jeg kigger ud over et fantastisk flot hav her – en efterårsdag. Der er gode bølger på. Skumsprøjt… Nu vil jeg så gå indenfor og fortælle om det maleri, som jeg har valgt. Det er et billede fra en sankthansaften. Det er rimeligt stort, og noget af det første, man ser, når man kommer ind. Det, der er lidt specielt, det er, at jeg er farveblind. Så jeg ved ikke, hvad farverne hedder. Men jeg kan se nuancerne. Og det, man kan se, det er… en stor ramme… ganske markant. Og så ser man ellers som det allerførste … et kæmpe, kæmpe bål. Et sankthansbål helt ude på skrænten, og det er jo ganske navnkundig. Der har – igennem årtusinder måske – været et stort bål dér til sankthans. Der står mennesker rundt omkring og kigger på bålet, men også siddende på skrænten og kigger ud over et fantastisk flot hav. Der er en masse af farver på. Og ellers så kan man se figurerne, som jo er malet lidt på afstand. Der står 3 piger i forgrunden og kigger mod nordvest og ser de frådende flammer. Man kan se vinden… ikke voldsomt, men der er trods alt også vind denne aften. Og så er der, oppe i venstre hjørne, en måne, der titter frem… Det giver sådan en fin stemning. Og der står et ægtepar, måske kærestepar, og kigger dels på hinanden og dels på bålet. Stemningsfuldt… et meget roligt billede på mange områder…"
9.
"Det er et oliemaleri… firkantet … i guldramme… meget naturalistisk. Det er som om, der er nogle, der venter på, at der skal ske noget… der er så lidt, der foregår. En klippesats med nogle træer. Et birketræ. Et grantræ… nogle små nye grantræer. Nogle klipper… eller det er i virkeligheden dale… nogle bakker. Og helt ude i horisonten er der noget vand. Et hav. Nogle skibe. Oppe i trækronerne er der fugle. Hvis man gik langt væk, ville man synes, det lignede et foto. Men hvis man står ved det et stykke tid, begynder man at skimte en lille lysning i skoven, og der er faktisk nogle mennesker, og også en mand, som står med et våben… Det er meget fascinerende at kigge på, og når man ser det første gang, så lægger man overhovedet ikke mærke til andet end træerne, klipperne, dalene og vandet. Men når man har stået her lidt, så ser man virkelig detaljerne. Mennesker der sidder oppe i trækronerne… En fugl der flyver… Men så er der også den her mand med et våben… Stemningen i billedet er romantisk. Der er et lysfald, som gør, at man tænker det er ved aftenstid… fred og fordragelighed… Men så er der også den her mand, og det er ikke til at vide, om han ligger på lur… Ro… melankoli. Og så den her mand! Det er ikke til at vide… om han holder vagt for de mennesker, der sidder inde i skoven, eller om han i virkeligheden ligger på lur og ikke har fundet dem endnu…"
10.
"Jeg bor her i Ferring. Jeg er født og opvokset herude. Jeg står og kigger på et maleri, der hedder Mennesker på Vejen. Jeg kan se, de kommer gående. Jeg tror, de er på vej i kirke. De kommer nordfra og kigger op mod Ferring by… kigger op på kirken. Hen over kirken kommer der en fugleflok. At dømme efter farverne så tyder det på højsommer. Det kunne også være hen på sensommeren. Der er nemlig nogle marker, som ligner, de er ved at være høstklar. Jeg tænker, at det er en stæreflok, som er på vej. De mennesker, der er på vej i kirke – der er faktisk en del af dem… – nogle af dem har fået følgeskab af familiens hund eller kat, og der går også et par damer. Et par meget fine damer med hat. De har fået den lyse sommerhat med blomsterbånd på. De har blomstrede nederdele og skjorter på. De er virkelig nydelige og klar til at møde deres frelser i kirken. De er nok nogle af dem, der kommer der fast. Husene i Ferring, som ligger midt i billedet, er helt typiske med gavle, røde, hvide, blå… der er faktisk alle farver. Der er, som Søndergaard siger "farvekraft ad helvede til". Og kan man ikke få det ind via himlen, så har han brugt de små bygninger, som de ser ud, fordi man ser Ferring by på afstand. Familien, der kommer med hunden, de er blevet malet lidt blå, som om de er på vej ud i et eller andet, måske… det er ikke til at vide…"

about

This album is the result of Richard Andersson interpreting 10 visual pieces of art. As Andersson is blind, he is not able to see the pieces of art, witch is why the pieces as been described for him by various people. Each track is entitled with the name of the piece of art that was described to Richard and the music is his interpretation on double bas. You can see the descriptions (in Danish only) in the booklet or in the lyrics section of each track.
By buying the physical album, you will recieve a luxurious box including a Vinyl and a beautiful booklet that (in a manipulatede manner) displays the pieces of art Richard that is interpreting.

credits

released March 20, 2022

Realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, KODA Kultur, Syddansk Musikkonservatorium, Dansk Komponistforening, Dansk Blindesamfund, Blindes Støttefond, Rebekka Gudmundsson Perlick, Sunneva Maria Gudmundsson, Mikkel og Marianne Thusgaard, Laura Kamis Wrang, Matthías Már Davíðsson Hemstock, Gallerie Lorien, Lemvig Museum, Mikkelberg - Center for nordisk kunst.

Tak til Aros, Statens Museum for Kunst, Jens Søndergaards Museum, Kastrupgårdsamlingen, Mikkelberg - Center for nordisk kunst, Tuse Kirke, Laura Kamis Wrang, Lisbeth Bredholt Christensen, Birgit Holthusen, Peter Basse, Kristian Thane Pfeil Rasmussen, Gitte Bruhn, Jens Kaasgaard, Astrid Kaasgaard, Liv Vester Larsen, Lone Friis-Heinrich.

Indspillet i koncertsalen på Odeon, Syddansk Musikkonservatorium, Odense af Peter Hellesøe, juni 2021.
Mix og master John Fomsgaard, Karmacrew, 2021
Produceret af Richard Andersson for Hobby Horse Records, 2021/2022
Visuel assistent og tekstbearbejdning Anne Andersson
Cover design Eks-Skolens Trykkeri, 2022

(C) All Rights Reserved Hobby Horse Records 2022

license

all rights reserved

tags

about

Richard Andersson Copenhagen, Denmark

contact / help

Contact Richard Andersson

Streaming and
Download help

Redeem code

Report this album or account

If you like Richard Andersson, you may also like: